Stenhushallen indviet

”Vi har ikke fået den idrætshal, som vi har bestilt. Til gengæld har vi fået en idrætshal, som er langt over forventningerne”. Sådan indledte Per Farbøl, rektor på Stenhus Gymnasium og HF, sin åbningstale.

I fredags var vi til indvielse i Stenhushallen, som er den tredje idrætshal på Stenhus Gymnasium og HFs område. Den nye hal skal supplere de to nuværende haller, der ikke længere kan klare presset fra de mange sportsaktiviteter fra Stenhus Gymnasium, Sports College, Stenhus Kostskole og inden længe det internationale elite-badmintoncenter – Center of Excellence.

Vores fokus har været at udvikle en bedre idrætshal end beskrevet i udbuddet fra Stenhus Gymnasium og HF. Vi ville give eleverne og brugerne af hallen optimale betingelser for fysisk udfoldelse, et godt akustisk og optisk miljø og ekstra faciliteter såsom undervisningsrum, dansesal og fysioterapi.

Se Stenhushallens faciliteter: Gå til projekt >>

Akustikken i hallen er til et 12-tal
Den nye idrætshal blev åbnet med livemusik af en tidligere elev, som til før-indvielsen gav koncert i hallen for de fremmødte elever og brugere. Til den officielle indvielse stod vi i undervisningsrummet på 1. sal og lyttede til den samme musiker. Netop koncerter er noget af det som Stenhushallen også kan bruges til og denne dag blev det bevist, at akustikken er helt i top.

En idrætshal af stål
Idrætshallen er bygget op omkring en konstruktion af gitterspær i stål, som er beklædt med en kombination af glatte fibercementplader og kurvede sinusplader i varierende nuancer. Dette giver bygningen et elegant og let udseende.

Læs også nyheden: Vi bygger idrætshal af stål >>