
Nye boliger ved Holbæk Havn
På kajkanten mod havnebassinet på Isefjords allé i Holbæk, er Vestbryggen og det svanemærkede Østbryggen nu afleveret og de nye beboere er så småt begyndt at flytte ind i deres nye hjem. Boligerne i de to byggerier varierer i størrelse fra to til fire værelser med en optimal udnyttelse af dagslyset gennem store facadevinduer på begge sider.
Boliger ved fjorden
Både ejerlejlighederne i Vestbryggen og lejeboligerne Østbryggen er kendetegnet ved en nordisk klassisk kvalitet, som indføjer sig på en naturlig og afdæmpet måde i forhold til havnens eksisterende byggeri.
Begge byggerier er opført i fem etager og rummer 34 boliger samt to erhvervslejligheder hver. De giver samtidig optimal udsigt over fjord og by fra alle boligerne, da forskydningerne giver plads til disponering af store altaner, som betyder at de nye beboere kan glæde sig over mindst én rummelig altan i deres bolig – enkelte lejligheder har endda hele tre altaner.
Langs med facaderne er anlagt private terrasser, der adskilles fra det semioffentlige rum med høje græsser og stauder. Den fælles gårdhave består af flere små rum og stier, der forbinder tre fælles terrasser med udkig væk fra de private opholdsarealer.
Kullegaard har tidligere bidraget til udviklingen på havneområdet bl.a. via Maskinværkstedet, SuRi, Fjordstjernen, Karré 3 og Holbæk Havneby og har derigennem bidraget til at sikre diversitet og mangfoldighed til byens borgere og besøgende, der færdes og bor omkring havnen. Dermed bygger vi videre på vores viden og erfaring fra området – både inden for arkitekt- og landskabsrådgivning.