
Ny lagerhal til Schoeller Plast indviet
Kullegaard har været med til at opføre en ny lagerhal til Schoeller Plast, som blev indviet i starten af november. Virksomheden mangler plads til deres specialfremstillede varer, der i fremtiden blandt andet produceres af genanvendeligt husholdningsplast.
Schoeller Plast har fået bygget en ny lagerhal på 1.800 m2, som vi var med til at indvie i starten af november. Lagerbygningen er opført, da plastproducenten ikke længere har den nødvendige plads til rådighed. Det har betydet, at mange af de nyproducerede varer har været opbevaret udenfor, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, da der specialfremstilles flere og flere produkter, hvor det er nødvendigt, at de leveres rene og tørre til kunderne.
Kullegaard har tegnet ny lagerhal
Kullegaard har ydet teknisk rådgivning og bistand i forbindelse med opførelse af lagerhallen, hvilket blandt andet har indbefattet anmodning om byggetilladelse til kommunen, projektopfølgning og fagtilsyn i udførelsesfasen. Derudover har vi selvfølgelig også tegnet den nye hal.
Miljørigtig og prisvindende plastproducent
Schoeller Plast Entreprise er en del af den tyske familieejede koncern Schoeller, og har omkring 50 ansatte. Det danske selskab blev grundlagt i 1967, og begyndte sin produktion på hovedgaden i Nr. Jernløse i 1968, hvor der blev produceret sodavands- og ølkasser. I dag bidrager Schoeller til en bæredygtig udvikling, når den inden for den nærmeste fremtid begynder at modtage granulat fra husholdningsplast indsamlet i Holbæk Kommune. Dette er også grunden til, at virksomheden har modtaget DI Vestsjællands initiativpris.