Ny administrerende direktør

Direktøren i Kullegaard er ikke længere stifteren Thomas Kullegaard. Udskiftningen på den ledende post er gældende fra 1. oktober, og sker som en naturlig følge af de aftaler, den samlede partnergruppe indgik for tre år siden omkring ejer- og ledelsesstruktur, hvor Thomas selv satte dato for direktørskiftet.

Thomas etablerede firmaet i 1980, og har siden udviklet det til en af Danmarks ledende arkitektvirksomheder med mere end 70 ansatte. Det har han gjort i tæt samarbejde med virksomhedens andre partnere, hvilket han fortsætter med at gøre, da han stadig har sin daglige gang i virksomheden som partner, hvor han bl.a. er ansvarlig for projektudvikling.

Den nye direktør er fundet inden for egne rækker, da Kullegaards nuværende økonomichef Jacob Christiansen overtager posten. Jacob har arbejdet i virksomheden siden august 2017, hvor han har været ansvarlig for de økonomiske og administrative funktioner.

Virksomheden står overfor indgangen til en ny æra, da direktørskiftet sker på et tidspunkt, hvor virksomheden indleder et nyt regnskabsår og en ny strategiperiode. Her er fokus bl.a. på videreudvikling af en værdiskabende plads i markedet gennem en formålsdrevet strategi.

Gå til pressemeddelelse