musicon roskilde arkitekter kullegaard

Sådan forvandler vi betonindustri til mangfoldige boliger

Vi har vundet konkurrencen om udviklingen af ”Bifaldet” – et nærområde i den nye kreative bydel Musicon, som er centreret omkring Rabalderstræde i Roskilde.

Musicon bærer stadig præg af den betonindustri, der tidligere har fungeret i området. Der er dog allerede etableret en lang række midlertidige og blivende aktiviteter som danseteater, kunstnerværksteder og øvelokaler. Derudover er rockmuseet Ragnarok opført som et afgørende fundament for det kulturhistoriske liv, der skal være med til at udvikle området. Bydelen har et samlet areal på cirka 250.000 m2.

Mangfoldige boliger
Konkurrencen omfatter 5 punkthusbygninger i varierende højder på 3 til 6 etager, og udgøres primært af boliger, som henvender sig til et mangfoldigt og varieret publikum. Derudover er der i etape 2 af projektet planlagt flere åbne funktioner som butik og café samt et seniorbofællesskab med udadvendte aktiviteter og tilbud.

Materialer skaber sammenhæng
Materialevalget har været en afgørende faktor, da det skal skabe forankring til hele bydelen og ikke kun til det enkelte projekt. Fokus har derfor været at finde den arkitektoniske balance mellem det flygtige og det eksisterende.

Opgaven er blevet til i tæt samarbejde med Svendborg Architects, Schønherr og KSE Ejendomme.

Gå til projektet >>

Læs pressemeddelelsen >>